søndag den 8. oktober 2017

Supermennesker, sport og kontroltab

Scene 1: Jeg er hos hudlægen. Jeg har et sår på næsen, der ikke vil hele, og der er mistanke om hudkræft. Lægen kigger på min næse og læner sig derefter tilbage i stolen. 'Det er ikke hudkræft', konstaterer hun. 'Puha', ånder jeg lettet op, 'så slipper jeg for at forklare alle, hvorfor jeg har været så irrationel og idiotisk, at jeg har udsat min næse for sollys uden beskyttelse. What a relief.'

Scene 2: På Twitter spørger @YaelBassan, hvorfor det er socialt uacceptabelt at gå topløs på stranden i dag, når det var i orden i 70'erne. Mon ikke det er fordi, vi lever i en bornert tid, hvor kroppen skal aves, tæmmes og kontrolleres? Man kan ikke have bryster - der måske ovenikøbet ikke er perfekte - til at suse ukontrollabelt rundt i det offentlige rum. 


Scene 3: Min mand kommer hjem fra frisøren og refererer en samtale, han har overhørt mellem frisøren og en kunde. De to damer er rørende enige om, at kvinder over 40 år ikke bør vise sig offentligt med udslået hår, det er simpelthen for galt. Min mand er enig med de to og det eneste, jeg kan komme i tanker om at sige, er: Hvad med Gun-Britt? Det ved han ikke, hvem er, men han ved, at en mand i hans alder heller ikke går rundt i baggy jeans og det må være det samme. 





Ja, det er hæsligt, uskønt og skammeligt at have bryster, hår, hængerøv og sygdomme, man selv er ude om. Det hele skal holdes nede og kontrolleres. Brysterne skal i bh, håret skal i spænder og sygdommene, ja, dem kan man jo bare undgå ved at spise sundt, dyrke masser af motion og undgå solen. 

Der er en del derude, der er perfekte kontrollanter af deres krop og sind. De træner triathlon (med faktor 50 over hele kroppen), dyrker meditation og lever af blendede grøntsager og destilleret vand. De bliver aldrig forlegne, i tvivl, usikre eller bange. De er vores forbilleder. Det er dem, vi gerne vil være, og ved du hvorfor?

De er urørlige, de er i kontrol, de er supermennesker.


Fysiske supermennesker


På arbejdspladsen er supermenneskene ofte at finde i ledende stillinger. Ja, nogle steder, kan man slet ikke avancere til en højere plads i hierarkiet, hvis ikke man dyrker noget, der ligner ekstremsport. 

I følge Berlingske Business [dyrker] (n)æsten hver anden i Berlingske Business Toplederpanel (..) ekstremsport, helt nøjagtigt 40 pct. 

Det er mange, faktisk så mange, at jeg tvivler på, at der er tale om et tilfælde, for denne høje andel af ekstremsportudøvere gælder næppe for befolkningen som helhed.





Her på det sidste har forskellige topchefer udtalt til medierne, at sportudøvelse er noget, de lægger stor vægt på i udvælgelsen og forfremmelsen af folk. Blandt andet siger topchefen i virksomheden Ambu til Berlingske:

Hvis du forestiller dig et konkurrence- og sportsmenneske, som jeg har været hele mit liv, så arbejder man hele tiden med at sætte sig nye mål. Man kigger på disciplin, hvis man eksempelvis skal tabe vægt. Og hvis man overfører den mennesketype på medarbejdere, så får man nogle, der kan nå deres mål (..).   

Det er efter min mening en fejlslutning at sætte lighedstegn mellem latexklædte mennesker, der farer rundt på deres tyve-tusinde kroners cykler på landevejene, og medarbejdere, der når deres mål på arbejdspladsen. Det er en fejlslutning at sidestille tykke mennesker, der går i gang med at tabe sig, med medarbejdere, der når deres mål på arbejdspladsen. 

Det eneste, man med rimelighed kan konstatere, er, at disse mennesker gør netop det: dyrker sport og taber sig. Sådanne præstationer har min største respekt og anerkendelse, tag ikke fejl, men der er tale om en oversimplifikation, hvis man tror, at et rygestop, en overgang til en vegansk livsstil eller et marathon er udtryk for en generel evne til at nå alle typer mål. 

Men vi vil gerne tro det, for at nå alle mål, uanset hvad de består i, må være noget af det ypperste, vi kan stræbe efter. Hvem vil ikke gerne selv være sådan én, der når alle sine egne - eller andres - mål? Dels fordi det giver status og anerkendelse og dels fordi målfokus holder angsten for kontroltabet og den svage vilje i ave. 

For det er det, det handler om. Det handler om kontrol. 

Mentale supermennesker


Man kan ikke få kroppen til at makke ret uden et disciplineret sind. Kroppen er en refleksion af sindet, sindets udtryk. Det er derfor, vi forarges, når vi ser en overvægtig købe slik i supermarkedet; en mand på en bænk åbne endnu en bajer; og en billist sidde i bilkøen med cigaretrøg stående ud af de nedrullede sidevinduer. Ingen af dem ejer sindets disciplin og derfor er de syndere.

Vi bryder os ikke om at blive konfronteret med kontroltabet. Hvem ved, måske smitter det? Undtagelsen er alle fattigrøvsdokumentarerne. Dem slubrer vi i os for at få et lille gys og en påmindelse om, hvem vi i al fald IKKE kan sammenlignes med. De mennesker, der optræder i den slags udsendelser, er i stejlt forfald, og hvad værre er: de er selv uden om det. Det er dem med lungekræft, stress, skrumpelever, dårligt hjerte og podagra også. De kunne bare have taget sig sammen og fået styr på deres shit i tide. 

Men alt dette, fordømmelsen og udskamningen af de uperfekte, er den virkelige synd. For de fleste af os kan i virkeligheden ikke gå rundt og have styr på alt vores shit hele tiden. Illusionen om at være i kontrol med det hele er opfundet af onde mennesker, som vil gøre os syge på en måde, der er værre end at lide af podagra og svamp i hovedbunden. 

For vi ER angste, deprimerede og stressede i perioder. Vi HAR uperfekte mænd, koner og børn. Vi GØR forbudte ting som at spise en hel pose chips eller drikke en flaske vin alene. Fordi vi er mennesker. 





Vi lever i en på mange måder usund og forstillelsesfuld tid, som vi alle sammen bidrager til at styrke, når vi går rundt og lader som om, vi lever af urter, vi selv har samlet i naturen. 

Men ingen mennesker, end ikke topchefen i Ambu, er perfekte. Perfekte er kun maskiner og guder. Vi bliver ikke bedre mennesker af at dyrke vild sport, opføre os som målsøgende missiler eller kontrollere alle aspekter af vores kroppe og vores liv. Det eneste, vi bliver, er bedre maskiner.

For Gud, det bliver vi trods alt ikke, selvom nogle nok kunne håbe på det.  


Efterskrift        


Gennem fire-fem år i mine starttyvere trænede jeg omkring 15 timer om ugen. Jeg tog altid til træning, uanset om jeg var træt, nede eller havde 39 i feber. Det var som narko for mig. Jeg var helt vildt veltrænet og fik stor anerkendelse for mine resultater. 

Da jeg blev gravid med mit første barn, trænede jeg videre på næsten samme niveau, jo, det kan man godt, og først da jeg havde født, fandt jeg omsider ud af, at a) der var bedre ting at tage sig til, b) et barn betyder et lille tab af kontrol og det måtte jeg acceptere. 

Siden har jeg trænet på et mere moderat niveau og jeg synes stadig, det er lækkert at hægte en 22-årig af, når vi laver burpees, men jeg er ikke længere besat af mine præstationer og min krops ydeevne.





Og det tror jeg faktisk handler om modenhed. 
For mig gør det. 


***

Dette er ikke ment som et angreb på mennesker, der dyrker meget sport eller lever meget sundt. Det har jeg stor respekt for og det må de selv om. 

Men vi kan ikke træne eller spise menneskets irrationalitet bort, vi kan ikke fjerne kompleksiteten eller den store ukontrollable uro i os selv og vores omgivelser ved at tugte og disciplinere kroppen og sindet fra morgen til aften.  

Og jeg nægter simpelthen at udråbe folk, der dyrker ekstremsport, til helte. Heltene, det er sgu Gun-Britt og Yael Bassan og folk som dem. 

***

Du er velkommen til at skrive en kommentar eller dele indlægget med dine uperfekte kolleger eller din uperfekte chef. 

Du kan også bare abonnere på kommende indlæg ved at skrive din e-mail her:




Enter your email address:

Delivered by FeedBurner





    

6 kommentarer:

  1. Dejlig læsning en mandag morgen. Fremragende skriv, Maya, tak for det. Oplever vi har gang i en systematiseret selvmonitorering af vores liv i forsøget på at nå det perfekte liv - men opfatter det som om det for mange er en måde at kompensere for fravær af andre værdier i sin tilværelse. Vi dyrker os selv i forsøget på at leve os ind i den bedste af alle mulige fremtider. Men som du siger - det er for flertallet af os næppe opskriften på et godt og meningsfyldt liv.

    Det er op til den enkelte at finde sin udlægning af hvordan verden hænger sammen og livet skal leves.

    Personligt tror jeg flere i fremtiden kommer til at tage kontrol over sit eget arbejdsliv. Alt afhængig af hvilke værdier de har og ønsker af følge.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Mary-Anne. Tak for en meget smuk og reflekteret kommentar. Jeg har intet at tilføje. Mvh Maya

      Slet
  2. Min nu afdøde far havde et lille antal særdeles effektive metaforer i ærmet. En af dem var: "Når du parkerer en bil, er det altid det hjørne, du ikke ikke holder øje med, som støder ind i noget." Det menneske, der tror, at det kan holde sygdom på afstand ved at "leve rigtigt", har efter min opfattelse sit blik stift rettet mod blot ét hjørne af bilen. For mig er det under de omstændigheder logisk, at andre hjørner ignoreres. Modenhed er at erkende, at livet slet ikke er nogen bil, og at antallet af hjørner er uendeligt - ligesom antallet af hjørner, det er muligt at ignorere, hvis man som Maya Drøschlers persongalleri gør sig umådeholden umage med et indsnævret antal. Venlig hilsen, Kim Ravn-Jensen

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Kim. Din fars metafor er god, og den rummer et paradoks. På den ene side er vi kodet til at orientere os bedst muligt, når vi parkerer, og så vidt muligt få kontrol over situationen. På den anden side er der altid aspekter, der undslipper denne kontrol, for eksempel at vi ikke kan overskue både venstre, højre, for og bag samtidig, for ikke at tale om at pludselige ændringer i miljøet kan påvirke parkeringens succes. Dilemmaet er, at hvis vi skal tage højde for alle, mulige variabler, så får vi aldrig parkeret. Vi reducerer løbende noget, der er komplekst til noget, der blot er kompliceret for at undgå denne ’handlingslammelse’. Mvh Maya

      Slet
  3. "Men vi vil gerne tro det, for at nå alle mål, uanset hvad de består i, må være noget af det ypperste, vi kan stræbe efter. Hvem vil ikke gerne selv være sådan én, der når alle sine egne - eller andres - mål? Dels fordi det giver status og anerkendelse og dels fordi målfokus holder angsten for kontroltabet og den svage vilje i ave.

    For det er det, det handler om. Det handler om kontrol."

    De 'ypperste' til denne kontrol - bla. af mad og motion, til at gå direkte efter deres mål - er pigen og drengen med anoreksi og bulimi.....

    Det er guddommeligt at være uperfekt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Uha, Cæcila, det er en hård og tragisk ting, du bringer på bane. Med min begrænsede og på ingen måder kliniske viden gætter jeg på, at der er en hel del angst og skam involveret og på den måde deler spiseforstyrrelser måske udgangspunkt med mange andre fænomener i vores tid. Tak for din kommentar, jeg kan især godt lide den sidste linje. Den giver håb. Mvh Maya

      Slet