Det er jeg, fordi jeg synes, det er langt vigtigere end så meget andet. Ikke vigtigere end klima og krig, ikke vigtigere end sult og epidemier, ikke vigtigere end ligestilling og menneskerettigheder, men stadig vigtigt.
Halleluja
Arbejdslivet har kolossal betydning for vores samfund og for vores identitet som mennesker. I store dele af verden har arbejdet betydning for, om familien overlever, mens det hos os er en væsentlig finansieringskilde til den velfærdsmodel, vi har valgt.
Derfor - og af andre årsager - er det et problem, eller kan blive det, at en hel del af os sandsynligvis kommer til at arbejde en hel del mindre i fremtiden, end vi gør nu.
Når vi arbejder mindre, reduceres beskatningsgrundlaget og det bliver samtidig vanskeligere for den enkelte at opretholde en tålelig levestandard. Bill Gates har været ude at foreslå, at der indføres skat på robotter, mens Claus Skytte i sin seneste bog Kunstige kolleger siger, at det ikke er noget problem, at vi ikke kommer til at hive så mange penge hjem i fremtiden, fordi alting bliver vildt billigt eller helt gratis. Vi vil ikke længere eje noget, men abonnere på og deles om det, der er.
 |
| Drone udbringer stavblender |
Jeg vil ikke eje et hus, en bil og en fandens masse sko, som jeg gør for øjeblikket, men abonnere på en biltjeneste, leje huset og dele sko på en sko-app - eller hvad der nu findes af platforme til den tid. Energi vil være gratis, for jeg har et solcelleanlæg og et par vindmølletræer i haven, køkkenmaskiner vil komme flyvende ind gennem vindueerne efter behov og grøntsagerne vil jeg dyrke selv. Min nabo har måske et grisehold (gud forbyde det), jeg kan trække på til jul, eller også bliver kødet kunstigt produceret i store laboratorier, og da det stort set ikke koster noget at fremstille, koster det stort set heller ikke noget at købe.
Halleluja.
Ye who enter here
Der er nok ikke længere ret meget tvivl om, at den teknologiske udvikling indenfor især kunstig intelligens kommer til at transformere arbejdslivet. Algoritmerne og maskinerne bliver (er) så dygtige, billige og effektive, at menneskelig arbejdskraft ikke længere kan konkurrere.
Det kan selv ikke et disruptionråd stille meget op overfor, det er et vilkår af den hårde slags. Derfor skal vi til at tale om, hvor mennesket skal placere sig i denne nye fagre verden.
 |
| Dante |
På LinkedIn delte jeg for nylig en artikel A Worthy Supplement to the Machine: The Human Revolution, hvori jeg foreslår, at vi i højere grad satser på menneskets medfødte evne til at stille skøre spørgsmål, tænke divergent og sprænge virkelighedens rammer.
Den konvergente (analytiske og deduktive) tænkning, som vi alle ensidigt er flasket op med både i uddannelsessystemet og på arbejdspladserne, slår ikke længere til. Maskinerne er langt bedre end os til at give korrekte svar, baseret på logisk deduktion.
I én af kommentarerne til artiklen siger Jacob Sten Madsen:
We have already started the path of doing ourselves oblivious and surplus over time (..).
Rejsen mod overflødiggørelse er ikke et moderne fænomen, men måske en nødvendig følgesvend til menneskets iboende skabertrang. I al fald sagde den franske filosof Jean-Paul Sartre for længe siden:
Man makes the machine; but the machine then reacts on man, reducing him to the level of practico-inert, to what can be manipulated.
Jeg har ikke et dansk ord for practico-inert, måske praksis-inerti vil være pasende, men det, der er tale om, er et aktivitetsområde, som på trods af at det er resultatet af en vellykket indsats fra en given gruppe mennesker, ophører med at reagere på gruppens behov.
Bureaukrati er et eksempel, klimaforandringer, som ledsager industrialiseringen er et andet, og jeg vil ikke være overrasket, hvis effekter af kunstig intelligens kommer til at placere sig som et tredje eksempel i samme kategori.
Oxford Index opsummerer praksis-inerti således:
Humans have done what humanity's worst enemy would have done if it had wanted to destroy humankind.
Vi mennesker skaber systemer, store som små, der med tiden bliver forholdsvis autonome og som vi derfor ikke længere mestrer, men som mestrer os.
Det bliver måske lidt spooky her, men systemets primære interesse er at holde sig selv gående, at være i drift. Det er lidt det samme med kultur; selvom dem, der skabte kulturen for længst er væk, hænger kulturen stadig i gardinerne, i alle hæve-sænke bordene og i hele flokkens adfærd. Hvorfor gør vi egentlig sådan her?
Ingen ved det.
Alt håb er ikke ude
Alt håb er ikke ude, så langt fra. Vi skal bare forvalte mulighederne klogt.
I artiklen As Machines Take Jobs, Companies Need to Get Creative About Making New Ones giver Darlene Damm, som arbejder for Singularity University, et bud på en værdig fremtid for alle.
Efter at have slået fast hvor mange amerikanske jobs, der allerede er blevet spist af teknologien, understreger Damm, er det ikke længere er et spørgsmål om at finde nye jobs til folk, men om at lære virksomhederne at udvikle nye forretningsmodeller, hvor mennesker stadig har en plads.
Til det er der kun at sige, at det er der saftsuseme ikke nogen virksomheder, der gør frivilligt og af altruistiske hensyn, men okay, hvis de alle sammen alligevel er på nippet til at blive disruptet, så skal der nok hurtigt blive kø ved business model kanvasset og hvem ved? Måske smutter der et lille menneske med ind i ræsonnementet?
I USA lukker de større detailkæder for tiden butikker i stort antal, fordi online retaileren Amazon æder markedet, og det, som Damm foreslår, er, at man bruger de store og i mange tilfælde godt placerede bygninger til nye forretningsinitiativer, som medfører nye jobs. Det kunne for eksempel være frisører, fitness, plejehjem og børnehaver, som flytter ind i de efterladte bygninger.
Fair nok, god idé, men bliver der flere frisører og plejehjem af den grund? Det er svært at tro på.
Hvad jeg hellere tror på, er, at mens de gamle forretningsmodeller sejrede ved at udvinde værdi fra medarbejdere og kunder, vil fremtidens forretningsmodeller sejre ved at indgå partnerskaber med medarbejdere og kunder. Jeg er også forholdsvis enig med Damm i dette synspunkt:
Many argue that the workers, many of whom don’t have college educations and have worked in repetitive jobs for their entire lives, will have a hard time transitioning to the innovation economy. That isn’t true.
Det er ikke nogen garanti for et hårdt, innovativt drive, at man har en akademisk uddannelse, og i mange situationer vil det være en fordel for den innovative overklasse at danne alliancer med dem, der giver stafetten videre. Men der er nok heller ikke tvivl om, at mange, både ufaglærte, faglærte og akademikere, vil føle sig grundigt udfordret i en økonomi, hvor meget mindre er givet end før.
 |
| Den innovative overklasse |
Damm konkluderer artiklen i Harvard Business Review med dette budskab:
As we add more technology to our lives, we must continue to invest as much, if not more, in our human potential. It’s only our imagination about what we can do that is holding us back.
Som mennesker
Derfor skal vi træne den divergente og kreative tækning. Uden den kan vi ikke imagine en skid, som ikke allerede findes. 98 procent af alle børn under fem år er højkreative, 2 procent af alle voksne er det samme. Det er simpelthen en sti i hjernen, der gror til under bombardementet af regelforståelse, opskrifter, tests, budgetter og teorier om alt.
Misforstå mig ikke, jeg går om nogen ind for rationalitet og logisk tænkning, men det er en skandale, grænsende til det idiotiske, at vi tror, vi kan overkomme, overvinde og finde en plads i fremtiden ved at uddanne flere rationelt kyndige individer, som udvikler og følger procedurer, laver inkrementelle forbedringer og bygger videre på det, der er.
Den går simpelthen ikke. Maskinerne vil inden længe slå os med et eksponentielt antal længder i rationel tænkning og tilbage er der kun det at leve højt på, som er enestående menneskeligt. I al fald for nu.
Men det er vi ikke vant til, og det er lige nøjagtigt udfordringen. Vi er vant til at blive trænet i at være mere som maskiner og nu skal vi til at trænes i at være mere som mennesker. Udfordringen er ikke, at maskinerne overtager opgaverne, det kan vi godt forstå, udfordringen er, at vi skal til at gøre os relevante som mennesker, for mennesker.
***
Mine børn vil sandsynligvis ikke komme til at lave bogholderiarbejde, køre tog eller skrive kode. De vil heller ikke komme til at planlægge vagter, dirigere fly eller forberede en retssag. De vil ikke diagnosticere patienter, ekspedere kunder eller sidde i en bank og vurdere min økonomi.
Til gengæld vil de komme til at genopdage deres fantasi. Om det er nemt, vil tiden vise.
Læs også: Robotterne kommer og spiser vores jobs.
Du er velkommen til at smide en kommentar eller dele indlægget med dem, du holder af. Du kan abonnere på kommende indlæg ved at skrive din e-mail her:
 |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar