tirsdag den 24. januar 2017

Robotterne kommer og spiser vores jobs

Software, robotter og kunstig intelligens vil indenfor en overskuelig årrække spise store bidder, eller lidt mere dramatisk: flå store lunser, af de fleste af de jobs, vi kender i dag.  

Læger, advokater, chauffører, sælgere, lagerfolk, produktionsmedarbejdere, ledere, bogholdere, bankassistenter, forsikringsmæglere, kundeservicemedarbejdere, kommunomer og mange andre jobfunktioner vil blive berørt af den omfattende automatisering af arbejdet. 

Alt, hvad der er regel- og proceduredrevet, alt, hvad der kræver overvågning og opfølgning, alt, hvad der indebærer analyse af større datamængder, og stort set alt, der involverer manuelle processer, vil blive overtaget af teknologien. 

Det kan vi regne med. Det er ikke til diskussion længere.

Det, vi ikke kan regne med, det, vi ikke ved, er, hvad der sker med os mennesker. Hvem af os rammer det? Hvor kommer de nye jobs fra? Og hvis de ikke gør, hvad skal vi så lave? 





Er du en gammel hængerøv eller et cool kit?



I følge fremtidsforsker og partner i virksomheden Future Navigator Anne Skare Nielsen er der især to typer, der vil få det svært i fremtiden:


  • Den midaldrende tabermand, som er sådan én, der nærmest gik i stå, før han blev født, og som ikke forstår en bjælde af relationer, for ikke at tale om alle de veje, der ikke går ligeud.  
  • Den velmenende akademikerkvinde, som i modsætning til tabermanden kan alt det med relationer og også coacher og kortlægger profiler i spandevis, men som ikke rigtigt kan forklare hverken sig selv eller andre, hvilken værdi, hun egentlig skaber.

Disse to typer har det til fælles, at de har sværere end andre ved at 'genopfinde sig selv', som Skare omtaler den transformationsproces, der lige om lidt skal igangsættes for os alle i takt med, at arbejdsmarkedet vendes på hovedet af den næste digitale bølge. 

Den midaldrende tabermand og den velmenende akademikerkvinde har nemlig ikke den mentale fleksibilitet, som vi andre, mere elastiske typer, har, og derfor skal de have mere tid end gennemsnittet til at finde ny retning og mening, når rammerne opløses.   

Men de skal nok komme i mål, don't worry, for nogle sommerfuglearter lever i puppen i to uger, andre i 10 år - men når larverne bryder ud af puppen, er de alle sammen sommerfugle.





Vi skal have det sjovt 


På et eller andet tidspunkt bliver vi altså alle til sommerfugle, men hvad betyder det helt konkret? Hvad er det mere præcist, vi skal forvandle os til, når automatiseringen rammer dit og mit job, når et stykke software er både billigere og bedre end din og min arbejdskraft? 

Svaret fra Skare er, at vi skal lave det, vi synes er sjovt, det, vi brænder for, og det, som skaber mest værdi for os selv og andre.   

Det lyder som en Crema Catalana, en lækkerbisken, med andre ord. 



Det vil jeg gerne være med til, altså at have det sjovt og skabe værdi. 


Men hvad nu, hvis jeg synes, det er fedt og sjovt at lægge tal sammen i hovedet? Hvad nu, hvis jeg synes, det er fedt og sjovt at bygge en carport? Hvad nu, hvis jeg synes, det er fedt og sjovt at være fri for at lave blogs og videoer til internettet? Hvad nu, hvis jeg synes, det er fedt og sjovt ikke at skulle tage stilling til, hvad der er fedt og sjovt? 

Jeg kan selvfølgelig finde noget andet, der er fedt og sjovt, som Skare opfordrer til, men er det nu også en selvfølge?


Det menneskelige vilkår



Hanna Arendt, som var en tysk-amerikansk filosof, udgav i 1958 værket 'Menneskets vilkår', som blev oversat til dansk i 2005. Det menneskelige grundvilkår, som er den fælles forbundethed og betingethed, vi har som mennesker, inddeler Arendt i tre domæner:


  • Arbejdet, som henviser til sliddet og pligten, det repetitive og rutinemæssige, som er en basal forudsætning for overlevelse. Arbejdet med jorden, med måltidet, huslige pligter, rutinearbejde på jobbet er alle opgaver der kan henføres til domænet Arbejde.
  • Fremstilling er relateret til produktion og tingsskabelse, engineering og i princippet alt det, mennesket udvikler og raffinerer. Fremstilling er håndværket, teknologien, produktet, det menneskeskabte værn mod naturen.
  • Menneskelig interaktion består i dialogen, netværket og værdiudvekslingen. Det er i den menneskelige interaktion, vi danner mening, skaber relationer, udveksler synspunkter uden noget defineret slutresultat. Det er også i dette domæne, at nye idéer opstår.      

Som Ph.d. i ledelsesfilosofi Tommy Kjær Lassen påpeger i bloggen Hvad vil det egentlig sige at arbejde?, så er vi mennesker afhængige af, at alle tre dimensioner er til stede i arbejdslivet. Kjær Lassen siger:

Det er Arendts pointe, at hver dimension tilbyder en særlig menneskelig tilfredsstillelse, som de andre ikke kan levere, og at alle tre dimensioner derfor må i spil for at sikre en sund og værdiskabende arbejdskultur. 

Såfremt vi antager, at Arendt (og Kjær Lassen) har ret, hvilket jeg personligt hælder til, så er det en konkret udfordring for fremtidens menneske, at de to dimensioner Arbejde og Fremstilling mere eller mindre glider ud, når robotteknologi og kunstig intelligens, kan klare mange af de opgaver, der hører til de to domæner. 

Hvorvidt chatbots, digitale assistenter som Siri og porno i virtual reality også kan løfte en del af den menneskelige interaktion af vores skuldre, skal jeg lade være op til fremtiden at afgøre, men under alle omstændigheder er spørgsmålet: 

Har nogen tænkt på, at midt i begejstringen over, at vi lige om lidt slipper for at lave åndssvagt rutinearbejde og i det hele taget slipper for at arbejde, og vi derfor alle sammen kan vælge noget, der er fedt og sjovt for lige netop os, så er der en reel risiko for at vi gør vold på nogle af menneskets mest basale, eksistentielle behov, nemlig behovene for at arbejde, fremstille og interagere? 


Hånd, ånd og hjerte



Misforstå mig ikke, jeg er selv i udtalt svime over de fleste af de nye teknologier og personligt ser jeg frem til, at de næste tyve-femogtyve år af mit arbejdsliv bliver en hel del sjovere end de foregående, men jeg må også indrømme, at hvor glad jeg end er for high flying gøremål, så har jeg også ind imellem stor fornøjelse af at luge et bed eller male en væg. Selv et kørselsskema kan der være tilfredsstillelse i at få ordnet (under visse betingelser). 

Spørgsmålet er, om det ikke, i al fald ud fra en rationel betragtning, bliver meningsløst at gøre den slags ting selv, når der findes bedlugningsrobotter, mulighed for automatisk registrering af min kørsel og fri adgang til droner, der kan male væggene? 

Jeg går jo heller ikke i gang med kosten, når jeg har en støvsuger, vel?

Der kommer masser af nye jobs, siger dem, der har noget at skulle have sagt, og det skal nok være rigtigt, men min bekymring er, om der er den rette balance mellem hånd, ånd og hjerte for os mennesker i fremtidens arbejdsliv. 

Uanset hvor meget teknologi, vi frembringer, så er der både en biologisk og eksistentiel betingethed, som ikke har ændret sig væsentligt i tusinder af år - og som sandsynligvis heller ikke kommer til det fremover, medmindre vi også begynder at optimere os selv med elektrisk hjernestimulation, kunstigt fremstillede organer, download af hjerne til computer og den slags.  

Og det skal vi nok også begynde på og det er sikkert fint (jeg har da et par ting, jeg godt kunne tænke mig at få udskiftet, hvis det skulle være), men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om vi kaster os selv ud med badevandet? 

Mennesket har altid stræbt mod kontrol af naturen og perfektion af os selv. Derfor er vi kommet så langt og katte så kort, bare for at tage nogen. Måske er den jobløse og teknologisk styrede fremtid derfor bare et naturligt, evolutionært skridt i menneskets historie og amen for det, men omvendt er det svært at slippe Arendts tese om, at vi har brug for både det tilbagevendende og naturlige (udtrykt i blandt andet årstiderne); det enestående og kunstige (gennembruddet af nye tilstande/erkendelser/opfindelser); og det interaktive-relationelle (afstemning af værdier, floktilhørsforhold).    

At der de sidste godt 100 år har været lidt for meget fokus på især Arbejde for de mange og Fremstilling for færre, betyder jo ikke, at vi ikke kan skabe en bedre balance mellem de tre domæner i fremtiden.





Narko til folket



Jeg vil derfor slå et slag for, at vi medtænker menneskets betingethed, men faktisk også menneskers forskellighed, når vi taler om fremtidens jobløse samfund. Ligesom vi er fælles om at være mennesker, er vi også fælles om at være forskellige, hvad angår værdier, ambitioner og præferencer. Ja, jeg vil gå så vidt som til at hævde, at der er forskel på, hvor meget de tre domæner betyder for os hver især og for vores individuelle meningsdannelse. 

Er der ikke en passende balance mellem de tre domæner for os som art, men også for den enkelte, i fremtidens arbejdsmarked (hvis man overhovedet kan tale om et sådant), så risikerer vi at gøre vold på noget helt enestående, nemlig vores menneskelighed. 

Alt ved mennesket er ikke fedt, så langt fra, men der er det, der er, og nogen, for ikke at sige de fleste, har brug for alle tre domæner i deres liv. Jeg tror ikke et sekund på, at vi alle sammen kan gå hjem og skrive en digtsamling eller tage et kodekursus. For det første er det at tage pis på dem, der rent faktisk kan, for det andet, og nu siger jeg noget helt vildt, kan alle ikke blive til alt.  

Og lige netop det skal vi respektere. Vi kan ikke 'kompetenceudvikle' folk i én uendelighed. Derfor spørger jeg politikere, arbejdsgiverforeninger, fagforeninger, Asger Aamund og andre interesserede: hvad har vi tænkt os? 

Skal vi alle sammen leve i en lykkelig singularitet, hvor teknologien laver alt det hårde arbejde - det fysiske, det kognitive og måske endda det værdibårne, som er hårdt på sin egen måde - mens vi andre er på borgerløn og deler alt? Hvor jeg står smilende i vejsiden og bytter mine æbler for en forbipasserende porre? Hvor droner, som Ida Auken så fint beskriver i sit berømte statement på WEF, leverer en Kitchen Aid, når man lige står og mangler sådan én?    

I don't think so, det lyder mere som en narkotilstand end som en mennesketilstand. 

Indtil nu er det os, der bestemmer, så hvad skal vi bestemme os for? 

Hvis du vil høre min mening, så skal vi først og fremmest være opmærksomme på menneskets basale behov. Vi behøver måske ikke eje ting, vi behøver måske ikke sidde på motorvejen hver morgen klokken halvotte sammen med alle de andre, vi behøver måske ikke fortsætte i et job, vi hader, men vi behøver faktisk at arbejde, vi behøver at skabe værdi, vi behøver at gøre en forskel for nogen eller noget. 

Der skal være et bed at luge, der skal være en ting at skabe, der skal være et andet menneske at forholde sig til. 

***

Send en kommentar, hvis du har noget på hjerte eller del indlægget med nogen, som kan få glæde af at læse det.

Du kan også abonnere på bloggen her:


Enter your email address:

Delivered by FeedBurner


***




Til sidst vil jeg takke Tommy Kjær Lassen for at være en massiv inspirationskilde til dette blogindlæg og en stor inspiration for mig i al almindelighed. Alle eventuelle misforståelser, unøjagtigheder og fejlkonklusioner kan dog udelukkende tilskrives mig. 

Du kan læse mere om Tommys arbejde her.