søndag den 30. november 2014

Du får ikke mandatet forærende. Du skal gøre dig fortjent til det.

____________________________________________________

High Five er en portrætserie, som byder fem af de bedste i HR i Danmark op til dans hver søndag i advent samt i en nytårsspecial. De fem er alle udvalgt af Gitte Mandrup. Jeg har til gengæld haft fornøjelsen af at interviewe de fantastiske mennesker og skrive artiklerne. Jeg håber, at du vil blive inspireret i din egen HR praksis ved at læse portrætterne af de fem meget forskellige HR professionelle, som dog alle har det til fælles, at de har opnået enestående resultater i deres organisationer.

Dette er det første portræt i serien. Næste portræt udkommer den 2. søndag i advent. 
_____________________________________________________


Inden mødet med Mija Lønvig Frandsen, Senior HR Business Partner i LEGO, griber jeg lejligheden til at cruise lidt rundt i Billund i min bil. Jeg har aldrig tidligere set Billund med en voksens blik, og jeg er meget spændt på, hvad jeg møder. Har LEGO den indflydelse på byen, som man siger den har?

Bortset fra LEGO legetøjet, der kan købes i de fleste af byens butikker (selv hos bageren), de rullende LEGO lastbiler, man ser overalt i trafikken, de engelsktalende mennesker i caféerne, de mange skilte, der viser mod LEGO’s forskellige faciliteter og byggepladsen midt i byen, hvor der opføres et nyt LEGO Brandhouse og hvis indhegning er dekoreret med plakater af alverdens gode LEGO ting, synes jeg ikke, at jeg kan fornemme LEGO’s tilstedeværelse.

Nej, så er Billund vel som enhver anden provinsby. Med dæmpet hastighed i bymidten, et par søvnige kædebutikker og næsten ingen mennesker.

Og alligevel ikke.

For jeg synes godt at man kan være mere end almindeligt stolt over, at man er nabo til den eneste danske virksomhed, som for nylig figurerede på Business Insider's liste over de 100 mest attraktive arbejdsgivere i verden.


LEGO's nye brand house i Billund

Modtagelsen

På LEGO’s parkeringsplads skal man have et gæstekort for at holde. Ellers vanker der parkeringsbøder. Jeg træder ind i forhallen for at hente min parkeringstilladelse, og her overvældes jeg med det samme af rumligheden og den fine udsmykning. I indgangspartiet hænger der et portræt af stifteren, Ole Kirk Christiansen, med inskriptionen ORA ET LABORA (BED OG ARBEJD for dig, der ved en fejl ikke bestod den store latineksamen), som ser så alvorlig ud, som man gjorde dengang, men som også er det eneste strejf af alvor, jeg kan få øje på. For alt andet i receptionsområdet er en leg.

Designet af den klassiske LEGO klods med otte knopper foroven, henholdsvis otte huller forneden, mimes af rummets arkitektur og udsmykning, og på væggen bag de to receptionister er der ophængt et stort LEGO logo, som, og det kan man først se, når man kommer tættere på, er lavet af små LEGO-mænd. Men det allermest forrygende, synes jeg, og det er nok fordi jeg dybest set ikke har meget rumligt talent, er receptionisterne i forhallen.

Jeg modtages således af en ung herre, som ser mig med det samme, anerkender min tilstedeværelse og afventer at jeg nærmer mig hans højglans-gule-halvcirkel-receptions-domæne. Jeg fremfører mit ærinde og jeg virker ventet. Samtidig betror han mig:

’Mija er en travl dame.’  

I det samme kommer en lille kvinde med blankt, sort hår hastende ud i receptionsområdet og læner sig frem mod den unge mand i receptionen, mens hun spørger, om ikke han har nogle billetter i overskud. Han roder lidt rundt på hylderne, men må skuffe hende. Mens han leder, scroller hun op og ned på kalenderen i sin iPhone og jeg kan fortælle dig, at den er TÆT pakket (ja, jeg tror ikke, at hun lægger mærke til, at jeg smugkikker, med det gør jeg). Aftalerne ligger skulder om skulder som små, insisterende blokke af optagethed. Det er sådan, Mija foretrækker det. For nu ved jeg, at det er hende, selvom jeg ikke har set hende før. Det kan jeg bare mærke.


Sådan modtages man i LEGO

Receptionisten, som jeg i mellemtiden har fundet ud af hedder Niels Toppenberg, har ikke de billetter, Mija efterspørger, og hun suser videre. Senere, da vi sidder sammen, fortæller hun mig, at man har fløjet en gut ind fra et andet land, som er kandidat til en vigtig stilling. Han har familien med til jobsamtalen i Billund, og nu skal han og familien naturligvis en tur i Legoland. Der skal billetter til for at blive lukket ind i Legoland, og Mija ser det som sit ansvar at få det hele til at klappe – også selvom hendes chef siger, at hun ind imellem påtager sig for meget.

Mens Mija leder efter nye billetter, underholdes jeg af Niels i receptionen. Den unge herre ved ALT om LEGO’s historie og produkter og pakker alle sine facts ind i en række underholdende anekdoter. Da jeg spørger, om jeg må tage et billede af ham, er det ikke noget problem, for han er vant til at være i medierne. ’Nå?’ siger jeg. ’Det må jeg nok sige.’ 

Det er der en simpel forklaring på. 

Hver gang LEGO holder pressekonference, foregår det nemlig lige foran hans gule reception. Han er så at sige altid random dude in the background, når kameraerne ruller. 

En ubevidst mediestjerne og storyteller.

Fra butiksansat til Senior HRBP

Jeg installeres i et mødelokale bag receptionsområdet, og Mija følger kort tid efter. Hun placerer en uorganiseret stak notater foran sig på bordet og har tydeligvis gjort sig nogle overvejelser og reflekteret over de spørgsmål, jeg sendte per mail, inden vi skulle mødes.  

Men ellers er der ikke meget ved Mijas fremtoning, der indikerer, at hun er typen, der ofte sidder bøjet over pulten i tællelysets skær. For umiddelbart udstråler hun en energi og et tempo, det nok er de færreste beskåret at matche, og som betyder, at hun udgør en markant og iøjnefaldende kontrast til den by, der omgiver hende. 

Jeg ved faktisk ikke, hvor Mija bor, men hvis hun bor i Billund, er hun sikkert i gang med at planlægge en musikfestival, opføre et helt nyt kvarter eller lave en landsdækkende brandingkampagne. Der skal SKE noget og jeg skal lige love for, at der er sket noget i Mijas liv, som har været med til at forme hende til den HR professionelle, hun er i dag.

Intet er imidlertid kommet af sig selv. Mija har aktivt søgt spændingen, udfordringen og chancen hver eneste gang, den har været indenfor rækkevidde. Og at hun nu er i HR, er mere eller mindre en tilfældighed - ligesom det er for mange af os andre.

Men det kommer måske til at ændre sig med de kommende generationer. Således blev jeg, da jeg havde leveret min gæstesnak om HR Metrics & Analytics på Odense Universitet dagen før, jeg besøgte LEGO og Mija, spurgt af en ung, tysk kandidatstuderende, hvordan i alverden jeg kunne arbejde i HR uden en formel HR uddannelse. Det er på en måde et rigtigt godt spørgsmål og på en måde ikke. Faktisk hælder jeg mest til den sidste del af den forrige sætning, men det skulle ikke undre mig, om de næste generationer i HR afdelingerne i højere grad vil være regelrette HR akademikere. 

Hvorvidt det gør noget bedre eller federe, ved jeg ikke. Det må tiden vise.

Mija er heller ikke nogen regelret HR akademiker. Hun starter som ung med at læse erhvervsjura i Aalborg, og søger undervejs, blandt andet på opfordring af en lærer, ind på jurastudiet i Aarhus for at fortsætte studierne. Mija optages på Aarhus Universitet og samtidig – og det er her, det hele efter min mening bliver rimelig vildt – får Mija et job som butikschefsaspirant i JYSK i København. Det vil sige: Mija studerer jura på Aarhus Universitet samtidig med at hun forfølger en lederkarriere i detailbranchen i København.

Hvordan hænger det lige sammen? tænker du måske.

Jamen, der er kun denne ene, klare sammenhæng, som er helt naturlig for Mija:

’Det var spændende, og det MÅTTE jeg bare.’

Mija knokler i JYSK og tager sine eksaminer i Aarhus. Da JYSK tilbyder hende det første butikschefjob, siger hun selvfølgelig ja. Det er jo derfor, hun er der. Mija ansættes som butikschef i butikken i Haslev (hvis du ikke kender Haslev, kan jeg ikke bebrejde dig, og jeg kan derfor oplyse, at byen ligger cirka midt på Sjælland) og heldigvis optages hun nogenlunde samtidig på Københavns Universitet, hvor hun fortsætter sine jurastudier om aftenen. 

Mija tilbydes løbende større butikker i JYSK og ansættes sidenhen som salgschef i Magasin, hvor hun er leder for 120 medarbejdere. Jobbet i Magasin er hun egentlig glad for, men da hendes mand tilbydes en spændende udstationeringsmulighed for JYSK i 2005, rykker Mija og deres lille baby med til Ungarn, og Mija siger farvel til Magasin.

Efter 5 år i Ungarn, hvor Mija opnår at blive HR chef for JYSK Ungarn og Baltikum, vender familien tilbage til Danmark. JYSK designer et job til Mija som HR projektkonsulent i Danmark, men der er ingen tvivl om, at hun har efterladt sit drømmejob et sted sydøst for Danmark.   

Mija har søgt nogle andre jobs i den periode, hvor familien er på vej tilbage til Danmark, blandt andet hos LEGO, ’men de ville ikke have mig og så tænkte jeg, at det måtte de selv om.’

Alligevel bliver Mija kontaktet af LEGO igen cirka 7 måneder senere. LEGO går nemlig med tanker om at åbne en brand store i København og til at løse denne opgave vurderer man, at Mija har den rigtige profil med hendes kombinerede ledelses-, HR- og detailbaggrund.  

Herefter går det stærkt for Mija i LEGO. I 2012 bliver hun udnævnt til HR partner og fra 1. januar i år fungerer Mija som strategisk partner for de to finansfunktioner, Corporate Finance og Group Finance

’Jeg er meget heldig at være HR Business Partner for Finans’, siger Mija. ’Der er så mange spændende udfordringer og situationer, hvor jeg virkelig kan være med til at gøre en forskel.’

Mija foran logoet i receptionen

Vi har en CEO, der prioriterer HR

Der er mange HR professionelle i LEGO. Flere end der er mange andre steder. HR har været et top prioriteret område, siden Jørgen Vig Knudstorp tiltrådte som CEO i 2004. 

’HR har et stærkt mandat på LEGO. Der er nogle, der tidligt har banet vejen for os andre og HR inviteres meget ind. Det gør det bare endnu bedre, at vi har en CEO, der anerkender den værdi, HR bringer til bordet.’

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om LEGO’s enestående resultatskabelse og overordnede business performance har noget at gøre med satsningen på HR området?

Det ved andre naturligvis bedre end jeg, men det er en tanke, som jeg har svært ved at slippe igen, da jeg kører fra Billund sent på eftermiddagen.

Særligt efter at jeg har mødt Mija, som beskriver sin funktion på denne måde:

’Jeg er den, der løber foran bilen og viser, hvor vi kan køre hen, mens personalekonsulenten er den, der sidder på bagsædet.’

Mija illustrerer med sit bil-billede den proaktive side af jobbet som HRBP. Hun ser også sig selv som Batmans Robin eller enableren, som baner vejen, skaber muligheden, udnytter potentialet. Endelig ser hun sin rolle som en rolle, der sikrer sammenhængskraften i relationen HR og forretning. Men der er ingen tvivl om, at det er forretningen, der fylder mest i Mijas selvforståelse og handlinger:

’Jeg skaber tid og rum til lederskab. Jeg laver strategieksekvering. Jeg skaber værdi fremfor blot at tilføje den.’

Selvom det er fuldstændig indlysende for Mija selv, hvad hun laver, er det svært for hende at forklare børnene derhjemme, hvad hendes job egentlig går ud på. De har et indtryk af, at hun er en klassisk HR dame, der hyrer og fyrer, og indtil videre lader hun dem forblive i troen. Det er nemmere.

’Jeg tager ikke 1:1 sager, med mindre de har strategisk eller organisatorisk betydning. Jeg laver ikke rekruttering og den slags, med mindre det drejer sig om lynchpin positions. Det har vi nogle dygtige, interne eksperter, der tager sig af. Til gengæld sørger jeg for, at lederne udvikler sig derhen, hvor LEGO og de ønsker at være.’

(Til dig, der ikke har English som corporate language, kan jeg oplyse, at lynchpin positions er strategisk afgørende stillinger).

Identiteten 

Og det tætte samarbejde med LEGO’s ledere er et af de områder, der fylder mest: 

’Nogle gange kan man godt blive lidt skræmt ved tanken om, at man i HRBP rollen skal rådgive tunge Senior ledere, som har arbejdet sig op gennem linjen og som organisatorisk og erfaringsmæssigt ligger flere niveauer over en selv. Men så må man bare tænke på, at det er sundt for de fleste, selv de dygtigste, at få en second opinion, og at man på den måde faktisk gør en forskel. Desuden gør min egen ledelsesbaggrund, at jeg, når det virkelig gælder, ikke er bange for noget, og at det, som jeg giver dem, opfattes som værdifuldt.’

Det har Mija måske ret i, det med ledelsesbaggrunden, men jeg vil tillade mig at tilføje, at det også er noget i Mijas karakter, som gør, at det ikke er noget problem for hende at opbygge tillid og credibility blandt sine samarbejdspartnere i organisationen. Hun udstråler en selvtillid, en handlekraft og en målrettethed, som mange af de ledere, jeg har mødt gennem tiden, burde misunde hende. 

Blandt mennesker udenfor HR er jeg ofte stødt på undren over, hvordan HR folk kan mene, at de er de bedste til at udvikle talenter i de tilfælde, hvor de ikke selv er talenter, at de er de bedste til at coache ledere i de tilfælde, hvor de ikke selv er ledere, og at de er de bedste til at vurdere andres performance i de tilfælde, hvor de selv er low performere.    

Og jeg må tilstå, at jeg har haft svært ved at forklare mig og svare ordentligt på spørgsmålet. Jeg anerkender, at man kan tilegne sig alverdens teoretiske apparater, men jeg tror ikke på, at teoretisk indsigt er en tilstrækkelig betingelse for at skabe værdi. Jeg tror, at man skal være der selv, mærke det selv, bøvle med det selv. In some way.

Mija har bøvlet med det hele, men lige netop i hendes tilfælde, tror jeg faktisk, at det er underordnet, om hun formelt set har haft en ledertitel eller ej. For hun ER en leder - blandt andre ledere. Det er måske også derfor, at hun siger:

’Du får ikke mandatet forærende. Du skal tage det. Gøre dig fortjent til det.’

HR partnere

Mija har for nylig haft til opgave at rekruttere en kollega til en ledig HR partner stilling, men det har været svært, for:

’Der er alt for mange HR folk, der har levet hele deres liv indenfor HR. De har simpelthen ikke tilstrækkelig forretningsforståelse.’

Titel- og HR begrebs-inflationen (ja, det irriterer også mig) gør det ikke nemmere:

’Det er mennesker med HR partner baggrund, der søger et HR partner job hos os, men meget få af dem har business partner mindset’et. HR partner titlen er blevet en floskel. Det er åbenbart et tabu at være operationel og transaktionel nu om stunder. Alle skal være partnere.’

Når det er sagt, er det dog også vigtig for Mija at pointere, at: 

’De, der arbejder med HR Services og HR Operations, er også super vigtige. De er maskinrummet, der får det hele til at glide, og uden dem var vi alle sammen på den.’

Nej, vi kan ikke undvære de operationelle folk, men det bedste for alle parter ville måske være at kalde tingene ved rette navn. Personligt har jeg længe været træt af udhulingen af HR begrebet. Når man kan se, at der søges HR konsulenter (ikke HR partnere trods alt, men det kommer vel lige rundt om hjørnet) til at lave løn og søge refusioner, er inflationen simpelthen gået for vidt. 

Bortset fra titel- og begrebsforvirringen, som trods alt er et mindre problem, ser Mija manglende forretningsforståelse og evnen til at koble forretningen sammen med HR kompetencen som et lidt mere alvorligt problem for HR. For det, som alle virksomheder har brug for, er HR I forretningen:

’Hvis ikke du kan spille med på forretningens banehalvdel, får du slet ikke adgang. Og så taber begge parter.’

Det er altså en win-win situation at få skærpet HR folkenes kommercielle bevidsthed, og, vil jeg tilføje, måske i virkeligheden et fælles anliggende, en fælles forretningsudfordring.   

LEGO’s engagement og Mijas intuition

LEGO’s største udfordring lige nu er at skabe tid og rum til lederskab. Dernæst kommer engagementet og talenterne. For nylig kunne vi læse artikler om LEGO koncernens udmattede medarbejdere og Mija kommenterer historien på denne måde:

’Globalisering og kontinuerlig forandring gør ondt på people kontoen.’

Det er da også som følge af netop disse to tendenser, at det er så vigtigt, at der afsættes tid til at lede, for ’vi kan ikke måle os ud af at have det godt. Det kræver, at vi kommer ud og mærker de mennesker, vi har ansat.’

Nej, målinger er ikke alt. Det kan I godt skrive jer bag øret, alle I Analytics folk, der for øjeblikket suser rundt og mener, at I kan svare på, hvis ikke alt, så dog det meste, ved hjælp af data, statistik og algoritmer. Det er ikke lige dér, at Mija ser sig selv. Tværtimod har hun en intuition, som er så skarp, at den næsten kan virke skræmmende: 

’Jeg er så intuitiv, at jeg nogle gange kan have svært ved at forklare mig faktuelt - selv om jeg har ret.’

På grund af hendes stærke intuition og hende smittende begejstring, har Gitte Mandrup peget på Mija til High Five serien, mener Mija, men så er det nok også, fordi hun ikke er bange for at stikke næsen frem og sige sin mening. Endelig er Mija sådan en type, der både kan flyve højt og lavt, det vil sige både tænke strategisk-visionært - og eksekvere.

Især den sidste del er en efterspurgt vare i virksomheder over hele verden og der, hvor det hele som regel strander. Som Jamie Dimon, CEO i JPMorgan Chase, har sagt: 

I’d rather have a first-rate execution and second-rate strategy any time than a brilliant idea and mediocre management.

Mija er dog langt fra middelmådig, og på den måde passer hun godt til LEGO, om end hun også kan være en udfordring for sine omgivelser, fordi hun, som Gitte Mandrup siger, ’er en meget modig, no-nonsense person, der tør udfordre det givne.’ 

Mija tør også stille op til en selfie

Da jeg kører fra Billund mod Sjælland denne sene efterårseftermiddag, hvor mørket lægger sig tidligt over vejene, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det på sin vis er en lettelse at vide, at der er nogle mennesker derude, som har snuden sikkert begravet i sporet til HR’s fremtid. Det er mennesker, der som Mija ikke er bange for at satse sig selv, som er frygtløst til stede i organisationens brændpunkter og som er sikre på, at det, de har at tilbyde, skaber en tydelig og konkret værdi.   

***

Om præcis en uge, den 2. søndag i advent, kommer det næste portræt af en af de bedste i HR. Han har skabt en stille revolution i sin organisation og han er ikke bange for at fylde på en god måde.

Stay tuned. 


________________________________________________________________


Serien High Five er udviklet i samarbejde med Gitte Mandrup, som er selvstændig forretningsdrevet HR rådgiver www.gittemandrup.dk, tilbyder online HR kursus om forretningsdrevet HR, skriver bøger, holder foredrag, arrangerer workshops med Dave Ulrich mm. 





____________________________________

Ingen kommentarer:

Send en kommentar