mandag den 4. august 2014

Jeg er blevet fyret II og hvor f... er HR afdelingen?

Som faste læsere af bloggen vil vide, blev jeg sammen med cirka 140 andre gode folk fyret i midten af juli måned, fordi den virksomhed, jeg var ansat i, indgav konkursbegæring og der derfor ikke længere var brug for os lige der. 

Det, der efterfølgende skete, var:
b
  • jeg lærte noget om fællesskaber: der blev dannet en privat Facebook gruppe, hvor alle tidligere medarbejdere kunne dele og deles om op- og nedture, men man mødtes også i den analoge verden, hvor nyhedsfeedet ikke arrangeres af en algoritme 
  • jeg lærte noget om markedsføring: jeg lavede en statusopdatering på LinkedIn, som afstedkom 142 likes (som er enestående mange for mig) og en masse gode henvendelser fra arbejdsgivere, som var interesserede i virksomhedens tidligere medarbejdere



b

  • jeg lærte noget om relationer: jeg fik en uopfordret og personlig opbakning fra mit netværk, som jeg er uendeligt taknemlig for. TAK!
  • jeg tog på ferie

Jeg har aldrig været god til at holde ferie og denne var ingen undtagelse. Ferier gør mig generelt rastløs, utilpasset og genstridig og for at komme mere i balance kastede jeg mig derfor over arbejdet med at besvare de mange løbende henvendelser og spørgsmål i kølvandet på konkursen.

Jeg skal skynde mig at sige, at det ikke er spor heroisk at bruge sin ferie på at arbejde, det være sig lønnet eller ulønnet, så du skal ikke tænke godt om mig i den forbindelse. Det er snarere lidt dumt og udtryk for en eller anden angst eller fobi, en psykolog nok kunne få meget ud af.   

Jeg arbejdede dog ikke hele tiden, men tog mig også tid til at svømme, spise paella (vi var i Spanien) og læse. Resten af tiden gik med at observere mine omgivelser, hvilket er en beskæftigelse, jeg generelt holder meget af og som jeg kan praktisere hvor som helst og når som helst, det passer mig. I bilkøen, i supermarkedet, på stranden. Den eneste forudsætning er, at der er andre mennesker til stede.
  
Her er nogle af de bedste HR observationer fra min ferie i Spanien:

Det står skidt til med Talent Management situationen

Vi spiste ude hver aften og maden var overvejende både sund og god. På en restaurant, vi besøgte, fik vi os dog en oplevelse ud over det sædvanlige. 

En yngre tjener var intenst optaget af at dække op til det store aftenrykind, da vi ankom ved ottetiden. Modstræbende afbrød han sit forehavende og tilbød os (meget mod sin vilje, så det ud til) fire menukort. Kort efter vi havde fået de fire menukort udleveret, vendte han imidlertid tilbage og flåede dem ud af hænderne på os igen for at overbringe os fire andre, hvor retterne var beskrevet på engelsk.

Egentlig ok, da vi ikke forstår ret meget spansk, men det mutte ansigt, hængerøven i de lettere snavsede tjenerbukser og den gennemgribende tavshed fik mig omgående til at skærpe min opmærksomhed. 

Hvad var vi ude i her?

Langt senere og efter flere iagttagelser af, hvordan tjeneren satte glas på bordene for at fjerne dem igen for at sætte dem på igen, og hvordan han stod i lange perioder og stirrede på et punkt langt væk eller inde i sit hoved, mens han hårdnakket ignorerede restaurantens gæster, måtte vi højlydt og næsten aggressivt bede om at se dessertmenukortet. Han stak os de efterspurgte menukort og forføjede sig i hast.     

Han kom ikke tilbage, så jeg måtte hente ham. 

Da han omsider kom med de bestilte desserter og stillede dem oveni de snavsede tallerkener fra hovedretten, udbrød min mand spontant:

Hvor f... er HR afdelingen?

Det var et rigtig godt spørgsmål, som jeg ikke umiddelbart kunne svare på, men jeg havde trods alt en analyse:

Det er den skøre manager, ja ham, der render rundt og griner dumt hele tiden, som ikke ser, at han har ansat et dybt introvert og måske også autistisk menneske, som har brug for ekstra coaching og træning for at lykkes.

Efter en lettere ophedet debat om HR's, henholdsvis den dumme leders, ansvar overfor den fejlplacerede tjener kunne vi dog sænke sablerne til sidst og blive enige om, at:

  • det var synd for tjeneren, som sikkert ville være god til alt muligt andet
  • det var synd for restauranten, som efter al sandsynlighed ville miste omsætning uden nogen sinde at forstå hvorfor
  • det var ikke synd for os, for det var ikke vores restaurant
b




Det står også skidt til med den generelle medarbejderudvikling

Mit elskede armbåndsur var holdt op med at gå. Meget besynderligt, da det angiveligt er sådan et ur, der går for evigt, så længe uret aktiveres af bærerens bevægelser (hvilket der kunne komme mange sjove kommentarer ud af, men dem, der kunne finde på at fremsætte dem, er ikke administratorer på denne blog).

Jeg indleverede derfor uret til en urmager, som førte det givne mærke, og som jeg derfor var tryg ved at overlade mit ur til.

Tre dage, fik vi at vide.

Efter tre dage blev det til yderligere en uge.

Og da vi mødte op for tredje gang og kun en dag før, vi skulle rejse tilbage til Danmark, rystede urdamen på hovedet og sagde:

Problems.

Dette udsagn så jeg som en fin anledning til at indlede en samtale, men urdamen rystede og rystede på hovedet, mens hun pludrede løs på spansk. 

Så spurgte jeg, om hun talte fransk eller tysk - men her var der også sorte gardiner.

Endelig fik jeg hevet et papir og en kuglepen frem af tasken og tegnede et fly der susede henover et europakort, påskrevet datoen for vores afgang, altså dagen efter.

Damen forstod omgående mit tegnede budskab - og SÅ skal jeg lige love for, at der blev panik. 

Hun hylede op, rev sig i håret, kaldte andre kunder til, som hun diskuterede problemstillingen med og fik et overvældende tragisk anstrøg i sin ansigtsmimik, hvilket gjorde mig meget utilpas.    

Det var på dette tidspunkt, at min mand sagde:

Hvor f... er HR afdelingen?

Nu var jeg selv så påvirket af hele situationen, at jeg ikke var i stand til at tilbagevise angrebene på HR afdelingen, men sænkede blot hovedet og tilkendegav dermed min opbakning til hans rimelige spørgsmål. 

Hvorfor er man ikke bedre til at håndtere en krise, når alle ved, at det at interagere direkte med kunder er ensbetydende med kriser, konflikter og bøvl? Og hvorfor kan man ikke tale engelsk i en fin butik med fine varer, der, må man antage, har turister som en væsentlig del af dens målgruppe? 

Hvorfor er der i det hele taget så få mennesker i Spanien, der taler andet end spansk? Jeg er klar over, at spansk er et stort sprog, globalt set, men det bekymrer mig, at selv de unge mennesker ikke taler engelsk.

Jeg mødte én dame, som kunne tale fransk, hvilket ikke var overraskende, da hun var en sort dame, som lavede fletninger i små pigers hår på gaden, og sorte damer som bekendt ofte kommer fra steder, som er tidligere franske kolonier, og én herre på strøget i provinshovedstaden, som kunne tale engelsk, og med hvem jeg havde følgende ordveksling:

'Excuse me, do you speak English?'
'Yes, do you speak Spanish?'
'I'm afraid not.'
'But you shold. You're in Spain.'

Om denne herre vil være enig i mit synspunkt, at Europas befolkning bør kunne kommunikere indbyrdes i den åbne og grænseløse talent economy, er derfor tvivlsomt. På den anden side talte han selv så udmærket engelsk at man må antage, at han på et eller andet tidspunkt har set en fordel i at tilegne sig et andet sprog.

Og så står det endnu mere skidt til med effektiviteten

Vi boede 15 kilometer ude på en smal tange og der var derfor kun én vej ind til fastlandet og sidenhen én motorvej til de større byer i nærheden. På denne motorvej var der jævnligt asfaltudbedringer, hvorfor store gule maskiner og mænd i selvlysende kedeldragter ikke var noget særsyn.

Bortset fra at der var nul hastighedssænkninger omkring de områder, hvor asfaltfolkene arbejdede, hvilket i sig selv var bekymrende for en dansker, der er opdraget med alverdens fanatiske sikkerhedsforanstaltninger, var det tydeligt, at man brugte sine ressourcer anderledes, end vi er vant til. 

Således forstod vi snart, at der var en til to medarbejdere, som på fast basis var allokeret til den opgave at vifte bilerne, der kom bragende med 120 i timen, ud i overhalingsbanen, sådan at kollegerne, som arbejde i indersporet, kunne udføre deres opgave uden indblanding fra traverserende køretøjer. De to medarbejdere stod, så vidt vi kunne vurdere, fra morgen til aften med flag i hænderne og viftede og viftede.



Da vi havde iagttaget fænomenet for tredje gang, udbrød min mand (nu lettere irriteret):

Hvor f... er HR afdelingen?

Og (lettere pikeret) svarede jeg:

Er det måske HR afdelingen, der har ansvaret for jobdesignet og sikkerheden på arbejdspladsen? Denne her asfaltbusiness må have en arbejdsmiljøorganisation, der tager sig af sikkerheden, og en driftschef, som kan få fremstillet nogle skilte, man stiller op omkring asfaltarbejderene, og som viser, at bilerne skal trække ud. Det er vist ikke et HR anliggende!  

Min mand tog sig den frihed at rulle med øjnene og vi kørte herefter videre i tavshed.

The bottom line

Vores fælles oplevelser på vores ferie og min mands evige, men også intuitive, spørgsmål Hvor f... er HR afdelingen? afspejler en klassisk konflikt mellem linjeledere og HR, men hvad vigtigere er:

det evige spørgsmål viser, at der er brug for HR!

Der er en forventning om, at HR klarer de her ting og den forventning skal vi værne om, glæde os over og ikke mindst imødekomme.

Så kan vi diskutere herfra og ind i evigheden, om HR skal outsources, om HR skal nedlægges eller om HR skal opdeles i flere funktioner, som Ram Charan for nylig foreslog i en artikel på HBR, som satte hele den internationale HR verden på den anden ende.

Du kan være sikker på, at jeg vender tilbage til Charans synspunkter og blandt andre Dave Ulrichs og Josh Bersins svar på disse, men indtil da synes jeg bare at vi skal varme os ved tanken om, at:


der findes et stort, udækket behov i markedet for HR leverancer.


Det eneste, vi behøver, er at gå ind og møde efterspørgslen, hvor den er. Intet andet.


****


Du er velkommen til at smide en kommentar eller dele indlægget med dem, du holder af. Du kan abonnere på kommende indlæg ved at skrive din e-mail her:

Enter your email address:

Delivered by FeedBurner



   

Ingen kommentarer:

Send en kommentar