Det tillægsord, der lå øverst på listen over de ord, der bruges hyppigst på verdens LinkedIn profiler var ved udgangen af 2011 "kreativitet" (Top 10 ord brugt på LinkedIn).
I Steen Hildebrandts bog, "Ledelse ifølge Hildebrandt" (Libris 2012), som jeg netop er gået i gang med at læse, nævnes ordet "kreativitet" på stort set hver eneste side - i tæt parløb med ordet "bæredygtighed", naturligvis.
I en søgning på ordene "creativity" og "creative" på Google får jeg tilsammen 1.829.000.000 hits. Det er mange.
Hvorfor er kreativitet gået hen og blevet så eftertraget en kompetence og så efterspurgt et adfærdsmønster?
Er det fordi vi gør alt, hvad vi overhovedet kan, for at kvæle vores børns kreativitet i uddannelsessystemets pølsemaskine og gennem arbejdspladsernes industrielle maskinparadigme, som stadig lever i bedste velgående - og kreativitet derfor er blevet en mangelvare? Er det fordi, at det er gået op for os, at produktionen ikke kan optimeres mere, og at der faktisk skal radikal nytænkning til - og ikke blot forbedringer af det bestående? Eller er det fordi, at vores krisetid er den rigtige tid at slippe kreativiteten løs, fordi vi ved, at begrænsninger er en potentiel katalysator for kreativ adfærd?
Jeg tror, at kreativitet bliver det nye LEAN. Ikke kreativitet som en utæmmet og uhæmmet kunstnerisk proces, men kreativitet som bevidst afvigelse fra den industrielle tidsalders masseproduktionsmetoder (som LEAN blot er en sofistikeret videreførelse af?). Altså kreativitet som en proces, der ifølge psykologiprofessor Keith Sawyer ikke foregår hverken indeni eller udenfor boksen, men på kanten af boksen.
Men har vi nogen kreative mennesker i organisationen? Eller kan vi finde nogen? Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg, at det bliver vanskeligt. Kreativitet undertrykkes overalt af vores kontrol- og overvågningssystemer, vores procedurer og procesbeskrivelser, vores målings- og belønningssystemer og vores synopser og analysemodeller. Hvornår har det nogensinde været ok at træde ved siden af proceduren, ikke prioritere de opstillede mål eller nægte at aflevere en synopsis?
Det kan være, at det bliver muligt med den nye kreativitetstrend. Muligheden for at træde ved siden af er i al fald en delbetingelse for, at kreativitetens frugter - den brugbare idé - overhovedet kan høstes. Kreativitet trives ikke i et miljø, hvor opfyldelse af drifts- og produktionsparametre og iagttagelse af standarder er de eneste succeskriterier. Kreativitet forudsætter en organisation, som tolererer flertydighed, kompleksitet og fejl og udfoldes af et individ eller en gruppe af individer, som behersker systemiske og divergente tankemønstre som supplement til vores normale, konvergente måde at tænke på.
Imidlertid viser forskning, at 98% af alle 5 årige børn mestrer divergent tænkning, mens denne evne er faldet til 2% blandt voksne. Hvorfor? Fordi vi skoles til, at enhver idé skal underkastes en kritisk-analytisk undersøgelse og hvis idéen ikke matcher et eller andet velkendt, altså ikke møder virkeligheden, som den er, må den afvises. Sådan tænker børn ikke. For dem kan alt blive virkeligt. Hvis man kan tænke det, kan man gøre det.
Hvordan kan vi komme ud af det paradoks, at vi kvæler det, vi efterspørger? Hvorfor prioriterer vi i opdragelsen af vores børn at give dem værktøjer til at bemestre det givne, og hvorfor er der samtidig så mange børnebøger, hvis pointe er, at man skal værne om sin fantasi og ikke lade de voksne stjæle den?
I virksomhederne er det nøjagtigt de samme mekanismer, der er på spil. Systemer, strukturer, processer og hierarkier til at understøtte det bestående og ingenting til at fremme kreativiteten, idéerne og fantasien. Med mindre en rød endevæg på kontoret opfattes som sådan.
At udvikle mere kreative voksenindivider, som kan bringe vores organiserings-, produkt- og samarbejdsformer ind i den næste tidsalder, er en samfundsopgave - og med samfundsopgave mener jeg ikke de diffuse andre, men os alle.
Company Creativity vil inden for de næste 10-20 år udgøre forskellen på, om man er i markedet eller ej. Derfor haster det med at få et mere afbalanceret forhold mellem konvergent og divergent tænkning. Der er ikke sket det store paradigmespring siden Frederick W. Taylor kom på banen, selvom vores virksomheder, vores produktion og vores mål har ændret sig radikalt i den mellemliggende periode. Det er nu, at vi skal omlægge til kreative rutiner, hvis vi ikke længere vil nøjes med at reparere hullerne i vejen, men i stedet anlægge en helt ny vej.
Eller udvikle et ganske anderledes koncept for, hvad en vej egentlig er.
/MD
Ingen kommentarer:
Send en kommentar