I en opsigelsessituation er der enten nogen, der har flyttet ens ost, eller også har man det selv. Opsigelse vil altid medføre forandring.
Hvis man selv opsiger sit job, fyrer man sin arbejdsgiver, mens det omvendte er tilfældet, hvis det er arbejdsgiveren, der tager initiativet til at afslutte samarbejdet. Den, der opsiger, agerer altså aktivt, mens den, der opsiges, kun har den usle ret til at reagere. Opsigeren har på forhånd besluttet sig for at ændre den aktuelle situation og igangsætte en forandring, både for sig selv og den opsagte part. Den opsagte part, derimod, har ikke truffet en beslutning om forandring og er derfor i 9 ud af 10 tilfælde modstander af beslutningen og den konsekvens, den vil indebære for ham selv. Beslutningen om forandringens nødvendighed er måske modnet gennem lang tid hos opsigeren, mens den opsagte part skal modtage og bearbejde budskabet på et splitsekund.
Dilemmaet er imidlertid, at den opsagte part ikke har ret til at omstøde eller bare påvirke beslutningen, men tværtimod tvinges til at følge den. Han kan appellere, trygle, rase eller græde, men lige lidt hjælper det som regel. Beslutningen er endelig, den er ikke til diskussion.
Når man vælger selv
Jeg sagde engang et job op, som jeg egentlig var glad for, men som ikke stimulerede mig længere. Min daværende chefs spontane reaktion på min opsigelse var udsagnet: "Det er jo ligesom at få en kræftdiagnose!" Jeg var naturligvis smigret over hans reaktion (omend jeg fandt den en anelse dramatisk), men da jeg tillige skulle trøste ham og fortælle ham, at det nok skulle gå alt sammen, syntes jeg alligevel, at hele optrinnet blev en anelse besynderligt. Han forsøgte efterfølgende - gennem alskens luskede tricks - at fastholde mig, men jeg endte med at sige til ham, at uanset, hvad han gjorde, så var min sjæl allerede på vej. Jeg var midt i en forvandling - og den var irreversibel. Omsider accepterede han tabet af ost og begav sig ud i labyrinten for at finde ny ost.
Jeg havde besluttet at skabe en forandring. Men selvom man selv bestemmer at flytte sin egen ost, sit livsmål, sin stræben eller sin karriere, er beslutningen som regel angstprovokerende alligevel. Angst, uro eller nervøsitet er en implicit betingelse for al forandring, uanset om denne er selvinitieret eller ej. For at imødegå angsten må man først og fremmest vide, at man er større og mægtigere end angsten, og at man virkelig ønsker og tror på den transformation, man selv er katalysator for. Og så skal man være modig og bevidst om, at når den dag kommer, hvor man ikke længere udvikler sig, er man allerede under afvikling. Derfor er fortsat forandring livsnødvendig.
For mit eget vedkommende fortryder jeg ikke et eneste af de tilfælde, hvor jeg valgte at ændre min situation. Jeg har været urolig og bange hver eneste gang, men også nysgerrig og spændt. Hvis jeg skal fortryde noget, er det de livsfaser, hvor jeg valgte at sejle ned af åen for bekvemmelighedens, tryghedens eller kontinuitetens skyld. (Men det er muligt, at disse faser også skal være der, så man kan samle kræfter).
Når andre vælger for en
Hvad, der er meget værre, er, når andre vælger, at man skal noget andet end det, man troede. Når en arbejdsgiver opsiger en medarbejder, udspringer beslutningen også af et ønske om forandring. Men den opsagte medarbejder deler ikke dette ønske, og heraf opstår en langt værre tilstand, end når man selv siger op og også en værre situation, end når en arbejdsgiver bliver opsagt.
Af mange opleves en opsigelse ligeså stærkt som andre livskriser, men ligesom andre livskriser kan en opsigelse også medføre en forvandling, som ultimativt fører til en bedre situation, end før krisen indtraf. Vi har ikke altid indflydelse på, hvad andre gør, men vi har som mennesker en fri vilje til selv at beslutte - hvis vi er normalt robuste - hvordan vi vil reagere på, hvad andre gør. Det bedste er at tage teten og selv sætte dagsordenen, men når dette nu ikke er muligt, er det muligt at bestemme sin egen reaktion på den påvirkning, man udsættes for. Jeg vil med det samme indskyde, at nogle hændelser i livet er så ubærlige, at jeg ikke anser dem for at være potentielle katalysatorer for en positiv transformation, men til denne kategori af hændelser regner jeg ikke en opsigelse.
Der er ingen tvivl om, at en opsigelse er en forfærdelig situation for den opsagte, men jeg er samtidig sikker på, at en opsigelse kan igangsætte en refleksions- og forandringsproces, som skaber en menneskelig udvikling, man ellers ville være gået glip af. En opsigelse tvinger nemlig en til at reflektere over de - som oftest ubevidste - livs- og karrierevalg, man har gjort undervejs - og om de stadig gælder. Ofte er det ikke tilfældet.
Uanset om vi selv vælger at ændre vores livssituation eller nogen andre vælger for os, medfører dette forandring - og forandring medfører udvikling. Det er sjovere, når vi selv bestemmer, men i alle tilfælde opstår der frygt, når vores livsomstændigheder forandrer sig. Hvis vi kan takle denne frygt og fokusere på de muligheder, der opstår, i stedet for på alt det, vi mister, kan vi tage kontrol over vores liv og dermed lære at tåle og bruge forandringerne. Både de forandringer, som udspringer af vores individuelle og autonome stræben mod en bedre tilstand, men også de forandringer, som andre har fundet på og som altid kommer højst ubelejligt.
/MD
NB: det her med osten, som der henvises til flere steder i blogposten, kan du læse mere om i Dr. Spencer Johnsons lille fabel: Hvem har flyttet min ost?, Børsens forlag, 2001.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar