onsdag den 8. februar 2012

God og dårlig ledelse

De tre værste ledertyper er:

  • specialisten (Management by Details) 
  • terroristen (Management by Fear) 
  • narcissisten (Management by Show Off)

Hvorfor er der ingen, der fortæller dem det?
Er det omgivelserne, der på et eller andet tidspunkt har overvurderet deres evner, eller er det dem selv?

Overvurdering af egne evner er et udbredt fænomen. Jeg læste for nylig, at cirka firs procent af alle mennesker vurderer, at de er bedre bilister end gennemsnittet. Det samme antal mener, at de er bedre elskere end normen, ligesom en overvægt af personer mener, at de har mere pli end andre. Men rent matematisk-statistisk holder disse tal ikke vand. Det er ren inflation.

Det er forholdsvis nemt at genkende denne overvurdering blandt andre, men langt sværere hos en selv. Ind imellem er forestillingen om grandiositet harmløs, andre gange kan forestillingen om ophøjethed have fatale konsekvenser for omgivelserne. 

Hvis jeg mener, at jeg er så fantastisk en sanger, at jeg må stille op i et talentshow, er det som regel kun mig selv og mine nærmeste omgivelser, der påvirkes, hvis afgørelsen ikke falder ud til min fordel. Jeg lider et nederlag, men ikke et nederlag med vidtrækkende konsekvenser. Hvis jeg derimod har magt, er der ingen, som kan dømme mig ude. Kun de få, som har endnu mere magt end mig. Derfor vil det sandynligvis være mig, der vinder konkurrencen - selvom jeg synger eller danser forfærdeligt.

Der er skrevet et hav af bøger om, hvilke egenskaber, den gode leder bør besidde. Mod, integritet, handlekraft, eksekveringsevner. Men hvor ofte læser vi i mainstream ledelseslitteraturen om, hvilken ydmyghed mennesker med magt bør have overfor den enorme aktionsradius, de qua deres status er i besiddelse af?    

Den vigtigste egenskab hos et menneske - og en leder - er selverkendelse. Hvori består mine styrke, hvor findes mine begræsninger? Hvornår skal jeg vise min styrke, hvornår skal jeg træde et skridt tilbage? Den største fejl, man som leder kan begå, er at gennemtvinge egne blind spots og gøre den organisation, man står i spidsen for, endnu mere skrøbelig, fordi den forventes at skabe resultater indenfor rammer af teknokrati, frygt eller manglende kompetence.

I nogle virksomheder skabes der værdi på trods af ledelsen. Medarbejderne er så selvledende og så kompetente, at der performes trods svag ledelse. Hvad kunne det så ikke blive til, hvis ledelsen var god - eller bare middelmådig? 

Jeg savner mere ydmyghed overfor den store og vigtige opgave som ledelse af andre rent faktisk er. Der findes ingen vigtigere opgave i en virksomhed, ligesom der ikke findes nogen vigtigere opgave for en forælder end at få hans eller hendes børn til at opfylde deres potentiale. Ledelse er ikke en bibeskæftigelse til ekspertiseområdet, ledelse er heller ikke magtopvisning og ledelse er ikke en kærkommen lejlighed til at bade sig i rampelyset.  

Ledelse er at opnå følgeskab. Det er ikke at intimidere sine omgivelser, selv mase sig foran i køen eller begrave sig i de technicalities, man egentlig synes er sjovere end alt det bøvl med folk. At få følgere betyder, at ens uformelle autoritet anerkendes. Det betyder, at man anerkendes som et ledende menneske fremfor blot som en leder af mennesker.

Den gode leder ved, at han eller hun har en større opgave end at fremme egne interesser. Den gode leder har erkendt, at han kan komme til at træffe beslutninger, som vil gå ud over hans egen bekvemmelighed, karriere eller popularitet. Den gode leder vil gå langt i sit offer for at skabe værdi, mening og succes for andre end ham selv - fordi det er hans kald.   
 
De tre bedste ledertyper er:

  • facilitatoren 
  • inspiratoren
  • guruen

Facilitatoren skaber rammerne, organiserer, coacher og uddelegerer. Inspiratoren har mental energi, udsyn og vilje til at transcendere fordomme og falske forestillinger. Guruen er den åndelige overbygning, som forstår at formidle en stærk vision og et vedkommende værdisæt.

- og endelig er der ideallederen, som formår at forene denne treenighed i ét væsen.

Har du været udsat for god, middelmådig eller dårlig ledelse, så del endelig dine oplevelser med os, der læser bloggen.

/MD 

2 kommentarer:

  1. Tak for et super interessant indlæg.

    Hvad med at tilføje den konfliksky leder og den politiske leder på listen over dårlige ledelse?

    SvarSlet
  2. Enig. Den konfliktsky leder skal absolut med på listen.

    Den politiske leder - er det den type leder, som via kløgt og snuhed udfører lobbyisme, skaber alliancer og smeder rænker?

    /Maya

    SvarSlet