Større, organisatoriske forandringsprocesser har nemmere ved at lykkes i nogle kulturer end i andre. Eller rettere sagt: desto mere den konkrete forandringsproces drives med respekt for den aktuelle kultur, desto større er chancen for succes. Også selvom selv samme kultur både rystes og - forhåbentlig - undergår en transformation undervejs.
Den danske arketype på virksomhedskultur er den konsensusorienterede, socialt forankrede og stabile kultur. Denne kultur har mange af familiens kendetegn; man kender hinanden godt, der er et stærkt, socialt fællesskab, alle skal høres i beslutningsprocessen og der er en udstrakt grad af accept overfor underperformance. Man er først og fremmest venlige og rummelige. Desværre nærer denne kulturtype også en stærk mistro til forandringer, ligesom den helst kører i samme gear både op og ned ad bakke.
Kontrasten til denne kultur findes især i større, og særligt i internationale, virksomheder. Her er tempoet højt, men ikke nødvendigvis stabilt, beslutningerne træffes hurtigt og uden at inddrage andre end dem, man anser for at være relevante, meningen opstår i mødet med opgaven og ikke i mødet med mennesket og kun dem, der performer udfra nogle på forhånd definerede parametre, betragtes som aktiver. Kulturen her minder om et professionelt fodboldhold. Jeg er her, fordi jeg vil nå nogle mål, og jeg ved, at de andre nødvendigvis skal være med, for at jeg kan lykkes.
Hvordan bruger man sin viden om kulturen i virksomheden til at drive sin forandring igennem? For det første skal forandringskommunikationen være tilpasset den pågældende kulturtype. For den første types vedkommende skal kommunikationen være blød, rund og mild, forsikrende, tryghedsskabende og i overensstemmelse med de grundlæggende fællesskabsværdier, for den anden types vedkommende skal kommunikationen være fræk, direkte og visionær, målorienteret og med løfter om succes.
Dernæst skal smittebærerne af forandringsvirusset have agtelse i den gamle kultur, men skal desuden have en del træk til fælles med resultatet af den forandring, man forventer vil komme. Det vil sige, at smittebærerne skal forstå at integrere det gamle og det nye i selve deres repræsentation af forandringen. De kommer til at trække på deres personlige etos konto - men det er vel derfor man har en konto, der bugner af legitimitet. Ind imellem skal den lænses!
Sluttelig skal hele processens håndtering, det vil sige tempoet i den, omfanget af involvering, planlægningens detaljeringsgrad og projektstyringen i det hele taget, være bevidst om den aktuelle kulturs styrker og begrænsninger. Ryster vi organisationen på en sund måde, eller ryster vi den på en usund måde? Hvor langt kan vi gå uden at gøre en stærk, men uhensigtsmæssige kultur, til en svag - og endnu mere - uhensigtsmæssig kultur? Hvad giver god mening at værne om og hvad forhindrer udvikling? Og husk: at slipper man styringen af processen, er det typisk de svageste, der står for skud. De vil forsumpe i et vildnis af uformelle hakkeordener og skjulte agendaer.
Der er masser af gode grunde til at kende sin organisationskultur, før man igangsætter forandringer. Om ikke andet vil man lære den at kende undervejs. Som regel er det ikke for sent, men eftersom omkring 70-80 procent af alle forandringsprocesser kun medfører overfladiske forandringer, er det måske værd at overveje, hvordan man skaber en reel transformation, som ændrer arbejdskulturen, fortolkningsskemaerne og værdierne. Når nu der afsættes så mange ressoucer anyway.
/MD
Ingen kommentarer:
Send en kommentar