mandag den 20. juni 2011

Er du den ideelle medarbejder?

Findes den arketypisk ideelle medarbejder - eller er forestillingen om den ideelle medarbejder påvirkelig, under fortsat forvandling og direkte afledt af skiftende organisationsdesigns og paradigmer?     

Jeg læste en god, lille artikel i Børsens weekendudgave d. 17. juni 2011. Svenske Karin Helgersson har lavet en afhandling, som blandt andet undersøger de mest anvendte plusord i jobannoncer fra 1995 til 2005. Det vil sige: hvilke personlige kompetencer hos kandidaterne lægger arbejdsgiverne især vægt på, når de søger nye medarbejdere, og med hvilke midler brander arbejdsgiverne sig overfor kandidaterne?

Konklusionen er klar. Hvor tendensen i midten af 90'erne er, at arbejdsgiverne lægger stor vægt på gode samarbejdsevner hos deres kommende medarbejdere, er denne præference afløst af en forventning om gennemslagskraft og personligt drive i midten af 00'erne. Og hvor arbejdsgiverne brander sig på volumen, en aggressiv markedsstrategi og kendthed i 90'erne, er man i 00'erne gået over til at tiltrække kandidater med løfter om karrieremuligheder og personlig udvikling.

På 10 år sker der altså det pudsige, at de egenskaber, der før blev tillagt organisationen - dominans; konkurrencelyst; resultatorientering - nu forventes at tilhøre de kommende medarbejdere, mens de mere bløde og runde egenskaber, man tidligere forventede af medarbejderne - samarbejdsevner; teamspirit; imødekommenhed - nu tilhører organisationen.

Hvad er der sket?

For mig at se har organisationen indtaget en mere holistisk rolle, men også en mere ydmyg rolle. Man kan ikke længere være sikker på at tiltrække de bedste medarbejdere alene i kraft af sit image, sin volumen eller sine tilbud om tryghed i ansættelsen. Samtidig er man i virksomhederne blevet bevidst om, at de mange nye organiseringsformer betinger en ny personlighedstype. Den samarbejdende type er måske ikke afløst af-, men så suppleret med, en type, som kan selv. Holdspillere må også have soloartister.

Den nye, foretrukne medarbejdertype er mere uafhængig, mere selvberoende og mere egenrådig. Denne sammensætning kan umiddelbart give en masse bøvl, men den kan også skabe en masse tempo, kreativitet og ikke mindst resultater i virksomheden. Det ved arbejdsgiverne godt. Den samarbejdende type, der opfatter sig selv som en del af helheden, har sin styrke i sin dybe loyalitet overfor fællesskabet og sin omsorg for processerne, men er til gengæld ofte svag på målorientering og dynamik.

Den nye organisation er til gengæld blevet både omsorgsfuld og holistisk i den forstand, at organisationen faciliterer den enkeltes udvikling, men også netværksdannelsen, de sociale aktiviteter og det sociale ansvar ikke mindst. Virksomheden er bevidst om, at den indgår i en langt større sammenhæng end det system, den selv udgør, og samtidig er den klar over, at det er individer, der driver forretningen fremad. Derfor er virkomheden på en gang blevet mere abstrakt og mere konkret i dens syn på, hvad der gavner forretningen.          

Abstraktionsevnen afspejler sig i den holistiske bevidsthed; at man er klar over, at ens succes er afhængig af mange uforudsigelige faktorer, men alligevel faktorer, som man kan forsøge selv at påvirke ved eksempelvis at være til stede i netværket og ved at have et godt Brand. Det konkrete er, at man også satser på organisatoriske individer og ikke blot på organisatoriske enheder, teams og så videre. Man er blevet klar over, at der skal være personer til stede i organisationen, som kan sætte dagsordenen, kommunikere og ikke mindst have målet i fokus.

Jobannoncernes sprog og henvendelsesform afspejler denne tendens, som kun er blevet mere udtalt siden 2005, hvor Karin Helgerssons studie stopper. Det organisatoriske individ er ikke længere (kun) et problem i og for organisationen, men også en kraft, som puster nyt liv i i teams og processer, tænker visionært og i det hele taget kommer ud af hullerne. For at organisationen kan opnå den forventede succes via den nye medarbejdertype, er det imidlertid afgørende, at man også giver ham eller hende plads i organisationen og lader dem begge sprælle. Ellers kan man ligeså godt søge endnu en teamplayer.

/MD

Ingen kommentarer:

Send en kommentar