Sammenhængen mellem motivation og Performance Management. Kan den gå hen og blive negativ?
Jeg har på det seneste fulgt med i en debat, som har denne sammenhæng som tema. Ledelseskonsulent Jacob Skov har den forfriskende påstand, at motivationen blandt medarbejdere daler i perioden efter den årlige evalueringssamtale. Ydermere, og det er næsten værre, kvæler den institutionaliserede udgave af Performance Management innovationen i virksomheden. Hvorfor? Fordi alle søger at indfri deres nydelige KPI'er fremfor at tænke og handle i baner, der undslipper målematricen. Hvorfor skal man gøre sig umage med innovation og udvikling, hvis kreativitet ikke belønnes?
Jacob Skov cirkler om et dilemma, som altid opstår, når mennesker vil kontrollere, bemestre, overvåge og følge op. Vi kan kun opstille KPI'er, som vi kan tænke. Det vil sige, at en adfærd, som vi ikke kan forestille os, eller en adfærd, som ikke er umiddelbart målbar, ikke vil indgå i målekonceptet. Derfor belønner vi hellere det velkendte, det, vi kan forestille os og det, som passer ind i en standardiseret form.
Dette er den reelle rsiko i al målstyring. At vi mister sansen for det unikke bidrag og det bidrag, vi umuligt kunne have forudset - og derfor ikke har integreret i vores målesystemer. Derudover: løber vi også en risiko for at belønne de forkerte personer - metervaren.
Med hensyn til motivationen blandt medarbejderne viser det sig i de undersøgelser, som Jacob Skov udførte i fire større, danske virksomheder, at motivationen falder betragteligt efter gennemførelsen af den årlige evalueringssamtale. Det er som om, at alle giver den fuld gas op til samtalen og at man efterfølgende har brug for at falde helt hen igen. Dette får mig til at overveje, om disse evalueringssamtaler er en potentiel stressor? Man bruger 110% af sin kapacitet i månederne inden, og bagefter skal man ned på 80 for at klare de efterfølgende 10 måneder.
Jeg er selv tilhænger af målinger - også af HR's bidrag. Men Jacob Skovs betragtninger få rmig til at overveje, om det måske i højere grad er teamets/organisationens performance, der skal måles - og enten belønnes eller straffes - mens individet i stedet bør udsættes for en mere mulighedsskabende proces som eksempelvis MUS er. Omvendt er det essentielt, at vi bliver bedre til at belønne rigtigt. Folk skal ikke belønnes, fordi de sidder og hænger to timer efter arbejdstid hver dag eller fordi de har været i virksomheden i 100 år.
Det er de konkrete OG mindre konkrete resultater, den enkelte og teamet opnår, der bør belønnes. For eksempel bør vi finde en måde, hvorpå vi kan genkende og belønne den, der faciliterer kerneprocesserne, den, der opnår resultater gennem andre og den, der bidrager positivt til virksomhedens kultur og værdier. Det er ikke kun det gode salgsresultat, omkostningsminimeringen eller andre materielle faktorer, der skal måles på. Til syvende og sidst handler det naturligvis om at definere nogle KPI'er, som afspejler den kultur, man ønsker at understøtte i virksomheden.
I performance begrebet indgår ikke kun evaluering af præstationer, men også af adfærd. Dette er vigtigt at fastholde. Dernæst er det essentielt, at den enkelte selv har mulighed for at påvirke de betingelser, der betyder, om han kan performere optimalt eller ej. Alt for ofte ser man en dårlig evaluering på faktorer, som evalueringsobjektet reelt ikke selv har indflydelse på. Sådan noget virker ekstremt demotiverende.
Performance Management er et redskab for virksomhedens ledere til at afdække, om medarbejderne indfrier de aftalte mål. Men det er ikke et værktøj, der kan booste innovationen og måske heller ikke motivationen blandt medarbejderne - særligt ikke den indre motivation. Derfor skal vi være særdeles kritiske overfor Performance Management som styringsværktøj og supplere med andre tiltag, som kan understøtte den indre drivkraft til at præstere ud af Excel arket.
/MD
Ingen kommentarer:
Send en kommentar